Et stærkt projekt: Forskønnelsesdag i Hans Broges Gade

Et stærkt projekt: Forskønnelsesdag i Hans Broges Gade



I Hans Broges Gade, hvor Jeppe Spure bor, er der ikke meget grønt. Etableringen af den grønne græsrabat fungerer ikke og bilerne kører over den. Jeppe vil gerne gøre noget mere for området og tager teten ved at besøge kommunen, i dette tilfælde Den Grønne Ambassade (Magistraten for Teknik og Miljø).

Her udtrykker han sine idéer og løsningsforslag til, hvad man (kommunen) kunne gøre for at ændre forholdene.

I dette møde oplever han det, han selv benævner som et ”mentalt skift”. Medarbejderen i Den Grønne Ambassade kaster nemlig bolden tilbage og spørger i stedet, hvad Jeppe selv kan gøre, og hvordan de (kommunen) kan bakke op om hans initiativ.

Det ene fører hurtigt til det andet og med opbakning fra Den Grønne Ambassades medarbejdere har Jeppe inden længe samlet en flok af Hans Broges Gades beboere til en dag, hvor beboerne selv tager initiativ til at forskønne gaden, med ressource- og remediehjælp fra kommunen (Magistraten for Teknik og Miljø).

Projektet er simpelt, men det viser, hvordan borgere kan tage sagen i egen hånd og kommunen agere som den opbakkende ressource. Projektet skaber værdi ved at knytte sociale bånd og tilhørsforhold for beboerne i området. Samtidig skaber det ansvar og ejerskab, idet man selv gør noget, og derved er vedligeholdelsen af det grønne område blevet bæredygtigt.

Bedste råd: En brobyggende og nysgerrig funktion som medarbejder er et vigtigt sted at starte. Men det er jo hele kulturen, systemdynamikken i kommunen, der skal ændres for, at det lykkes. Da vi har et hierarkisk system, er det direktørerne og politikerne, der skal have det mindset, sætte det på dagsorden og hele tiden nurse det. Der skal ske en ændring i, hvad succeskriterierne er for at lykkes som medarbejder.