Du kan klage eller bage - den dag der gik kage i letbanen

På Facebook har Kim Bisgaard lavet gruppen ”Du kan klage eller bage,” som i skrivende stund har 1150 medlemmer. Gruppen er ikke oprettet som et klageforum, tværtimod! Det er et initiativ som skal vise, at Aarhus er i stand til at leve op til titlen som Smilets by med borgere, der har et unikt sammenhold i samskabelsens ånd. Det som Kim Bisgaard konkret opfordrer til er at bage en kage, som man tager med til folkets åbning af letbanen. Det skal være i stedet for at ærgre sig over, at der ikke længere er plads i kommunens budget til kransekage på dagen.

”Det er en typisk dansk kultur at brokke sig og ikke selv gøre noget for at løse problemet. Det er hurtigt kommet til at handle om, hvor håbløst et bureaukrati der står bag projektet og om en direktør, der får et gyldent håndtryk. Men det er en forsimplet måde at betragte det på. Man skal jo huske, at letbanen er et kæmpe projekt i en milliardklasse og der kan meget gå galt,” opfordrer Kim Bisgaard.

Kim Bisgaard synes, at det er en misforståelse, at åbningen af letbanen skulle være en fiasko. Han kalder det i stedet en fuser og vil hellere benytte lejligheden til at vise, hvor sej en by Aarhus og dens borgere er. Han vil bevise at byen består af engagerede borgere, der ikke lader sig spise af med en tudekiks, men selv kan finde ud af at samles med flag og hjemmebag, når letbanen kører sin jomfrutur.

Udover Kim Bisgaard har Jacob Bartholin fra Muskelsvindfonden, Adrian Fey, medstifter af Culture Works og Stefan Rasmussen – alle tre aktive aarhusianere – tilslutte sig en styregruppe for projektet.

”Der er plads til flere og gerne et par kvinder, så det ikke bliver en mandeklub,” siger Kim Bisgaard.

En anden årsag til at Kim Bisgaard har lagt an til denne åbningsfest for letbanen er også den positive omtale fra internationale mediehuse, som The Guadian og New York Times, der i de seneste år har rettet blikket mod Aarhus.

”Denne positive omtale pryder vi os jo gerne med og så kan vi jo ikke skifte kulør eller gemme os, fordi en sporvogn ikke lige kører til tiden,” siger Kim Bisgaard.

Frivillighed, samskabelse eller måske sammenkobling?

Som indehaver af virksomheden Culture & Business by Innovation Lab og med en svaghed for, at være tovholder på diverse non-profit projekter, har Kim Bisgaard hænderne fulde. Når man spørger ham hvorfor, han ikke bare er ligeglad med et projekt som letbaneåbningen, så er svaret simpelt:

”Fordi jeg simpelthen ikke kan holde min mund. Og når man kæfter op, så er det god stil også at gøre noget ved sagerne.”

”Jeg får ofte sat noget i gang og med medier i dag, så kan sådan et initiativ her hurtigt blive til en buzz, der bare går over igen. Men skal det blive til virkelighed, så skal der noget handling bag, og vi må få det til at ske sammen. Vi er løbende i kontakt med den officielle arrangør af Letbaneåbningen, som vi koordinerer nogle af tingene med. De vil gerne have letbanen ud at køre hurtigst muligt og skal derfor være klar med en officiel markering 24 timer efter et ”go” fra Trafikstyrelsen. Det kan vi jo ikke planlægge et stort sammenskudsgilde efter, så vi har besluttet at folkets åbning bliver lørdag d. 16. december kl. 12.00 på enten Hack Kampmanns Plads eller på Havnepladsen. Hvilken af de to vil blive klarlagt i den nærmeste tid, og man kan følge den nyoprettede facebook-event eller gruppen og blive opdateret med information. Vi ønsker også at bruge facebook-gruppen til at få folk til, at byde ind med kage, kaffe, borde, sang eller hvad de nu har lyst til. Derudover har jeg også tilkendegivelser fra virksomheder, som vil byde ind med alt fra penge til cykeloptog.”

Som borger har Kim Bisgaard frivilligt taget initiativ til folkets letbaneåbning og bruger sin fritid på projektet, men han vil ikke definere sig selv som frivillig:

”Det er ikke alle der forbinder frivillighed med noget godt, så skal vi ikke finde et andet ord? Jeg er ikke frivillig, men jeg stiller mig gerne til rådighed som en slags Aarhus Ambassadør, så vi kan vise, at borgere selv kan finde løsninger og holde en fest uden et kæmpe budget og en masse bureaukrati.”

Samtidig er han klar over, at hans initiativ er koblet op på et kommunalt projekt og argumenterer for, at det nærmere er samskabelse end frivillighed:

”Når man slipper den slags kræfter løs, så ved man aldrig helt hvad formatet bliver. Men selvom det ender med en lille samlet flok til folkets åbning af letbanen, så er det ikke noget jeg vil blive flov over eller ked af, at have taget initiativ til.”

Kim Bisgaard mener, at det er en balancegang at skabe en kobling mellem kommune og borgere:

”Initiativer fra borgere og projekter med en personlig tilgang kan også blive begravet i regler og bureaukrati. Og måske ende med at blive politisk styret. Det er hverken befordrende for byens kultur eller medborgerskab. Så måske skal vi se det som en øvelse og kalde det Sammenkoblingens Fest – det er også i tråd med letbanens funktion, som skal koble byen sammen og få den til at vokse,” siger Kim Bisgaard.

Af Joanna Lykke