Åbningen af Frivillighovedstad gav boost til foreninger

Åbningen af Frivillighovedstad gav boost til foreninger

Pressemeddelelse: Aarhusianere mødte talstærkt op i søndags i Ridehuset, fordi Aarhus er Europæisk Frivillighovedstad 2018. Frivillige foreninger og organisationer fik snakket sammen på tværs, mødte nye borgere og fik inviteret inden for i deres foreninger.

Red Barnet Aarhus var én af de 94 foreninger, som var mødt op i de tre timer Ridehuset stod åbent for alle:

"Vi fik talt med en masse folk, som var nysgerrige på, hvordan vi laver sociale aktiviteter for børn i Aarhus, så det var et godt boost til vores normale rekrutteringsmøder, som vi har én gang om måneden i Frivilligcentret. Samtidig fik vi talt om fundraising, om vores genbrugsbutik og netværkede med andre foreninger såsom KFUM og Ældre Sagen, som har besøgsvenner i børnehaver og på skoler. Vi vil klart bruge året til at gøre os endnu mere synlige," siger Lasse Holm, Red Barnet Aarhus.

Midt i vrimlen stod også værestedet Muhabet Aarhus. De har i en periode manglet lokaler, men flytter i løbet af februar til Skolebakken 11, hvor værestedet igen får brug for flere frivillige.

"Det var et perfekt tidspunkt for os at komme ud og fortælle om vores arbejde for psykisk syge og sårbare flygtninge og hvordan vi arbejder med inklusion. Vi har almindeligvis 20 frivillige i værestedet, hvor de frivillige er værter og skaber en tryg ramme. Folk var meget interesserede og på trods af, at der var så mange foreninger og mennesker, så fungerede det fint og i en god stemning," siger Mette Jensby Mortensen, Muhabet Aarhus.

Begejstret og overvældet borgmester

Borgmester Jacob Bundsgaard holdt tale ved åbningen i Ridehuset.

"Jeg var begejstret over det mylder og den fantastiske stemning, de mange fremmødte skabte. Sikke en energi, de frivillige foreninger og organisationer i Aarhus kan skabe! Det er mennesker med noget på hjerte, ildsjæle, der gør én nysgerrig på at få viden. Det var tydeligt, at mange blev interesserede i at høre mere og måske selv vil prøve at deltage i frivilligt arbejde", siger Jacob Bundsgaard.

Formand for Udvalg for frivillighed og samskabelse, Camilla Fabricius, trækker linjen op for resten af året:

"Resten af året vil vi især fejre de frivillige initiativer og sammen skal vi fastholde engagementet og skabe varige forandringer. Vi skal derfor turde at stille krav – både til os selv, hinanden og til vores samarbejde – for at lykkedes med at sætte de rette rammer for, at frivilligheden og medborgerskabet kan gro. Målet med året er at gøre det nemt, sjovt og tilgængeligt at være frivillig," siger Camilla Fabricius.