Tanja Nielsen – frivillig besøgsven via Det Grønlandske Hus

Af Marianne Vestergaard Nielsen

Tanja Nielsen fra Skanderborg er frivillig besøgsven via Det Grønlandske Hus. Hver anden uge tager hun turen ind til Aarhus og besøger 77-årige Jarthe Sørensen, som selv har været besøgsven tidligere.

Tanja Nielsen og Jarthe Sørensen griner meget, når de er sammen. Jarthe går gennem sin stue, mens hun prøver at få sin gang til at se ubesværet ud. Lige før julen 2017 var det helt skidt med hendes knæ, og hun kravlede bogstavelig talt rundt i sin lejlighed. Det var her, hun bad om en besøgsven via Det Grønlandske Hus, for hun kunne ikke selv komme uden for en dør. Tjenesten tilbyder ældre grønlændere i Midtjylland, at de kan få besøg af en frivillig, der også taler grønlandsk. Det betyder meget, at kunne tale sammen på sit modersmål og dele den kultur, der følger med.

"Når jeg kendte til besøgstjenesten, er det fordi, jeg har selv været rundt som frivillig besøgsven førhen", siger 77-årige Jarthe Sørensen.

Hun har gennem mange år været utrolig aktiv, også i Det Grønlandske Hus, hvor hun bl.a. har stiftet ’Klub 94’, hvor samlingspunktet er strikning og hækling og fortælling af grønlandske historier. Lige i øjeblikket kniber det med at komme rundt, og derfor er Jarthe glad for, at Tanja Nielsen har meldt sig som frivillig besøgsven. Cirka hver anden uge tager Tanja turen fra Skanderborg for at besøge Jarthe i Aarhus.

"Vi mødes gerne over en kop kaffe og snakker og griner. Vi har også været til fx påskegudstjeneste, som havde været svært for Jarthe alene", siger Tanja.



De to grinebiddere har også planer om en tur hen til en dame, der har inviteret dem på kaffe. Jarthes stue er pyntet med nips, trommedanstromme på væggen og perlebroderier omkring lamper, stager og æsker. Hun har stået for at arrangere en masse aktiviteter og fester uden egentlig at se sig selv som frivillig. Det har været normalt for grønlændere at træde til, når der var brug for det, men uden ligefrem at kalde det noget. Sådan er det også for Jarthe, der lærte hjælpsomhed hjemmefra.

"Min far var fisker og fanger, og jeg blev sendt ud med mad til de gamle, der ingenting kunne længere. Vi hjælper hinanden, og det skal ikke betales. Det er vigtigt i vores kultur", siger Jarthe.

Hun oplever selv glæden ved den tradition, for hvis hun har brug for praktisk hjælp til fx at bære noget ned til storskrald, skal hun bare løfte røret. "Til daglig kommer der ingen forbi hos mig, men jeg får altid hjælp, når jeg ringer. Jeg fik velkommen, da jeg flyttede til Nanortalik, og den by kender jeg mange fra. Det er ligesom familie, og alle grønlændere kender mig her i Aarhus", siger Jarthe.

Så støtten findes, den opstår bare uden faste rammer og uden en bestemt etiket. I 2016 var der Arctic Winter Games i Nuuk, og en del opgaver er baseret på frivillighed, men det var svært at rekruttere, husker Tanja. Til gengæld fik begrebet ’frivillighed’ en ny dimension efter tsunamien i juni 2017, hvor fire mennesker mistede livet, og 190 andre måtte evakueres, efter katastrofen i området ved Diskobugten og Uummannaq Fjord.

Røde Kors fik massiv opbakning, og det blev klart, at frivillighed ikke ’bare’ er hjælp. Det er også ansvarlighed og opmærksomhed på medmennesker.

Jarthe og Tanja er blevet matchet af Benigne Fleischer fra Det Grønlandske Hus i Aarhus. Hun har fået penge fra Fonden Ensomme Gamles Værn til at udbygge besøgstjenesten. Hendes vanskeligste opgave er at skaffe frivillige, for besøgsvenskabet må ikke give indtryk af, at den frivillige bliver en kiffaq. Det vil sige en tjenerinde, som de fleste tilrejsende danskere havde i huset i kolonitiden. "Den misforståelse kan opstå. Der er intet galt i den traditionelle form for hjælp, men struktur giver også forudsigelighed og tryghed", siger socialkonsulenten Benigne.



En vigtig præmis har været, at besøgsvennen skal kunne tale grønlandsk. Nogle af besøgsværterne er på pga. alder og skrøbelighed ikke længere i stand til at komme hen i Det Grønlandske Hus, hvor de ellers ville opleve sproget og selskabet. Demens kan også betyde, at det tillærte sprog forsvinder, og så er der kun modersmålet tilbage. "Jeg har oplevet en person med demens, der blomstrede fuldkommen op, da hun blev talt til på grønlandsk", siger Benigne.

Jarthe har ikke demens, men blomstrer også op, når hun får besøg af Tanja. Nu har de mødtes jævnligt hele 2018, og de har hver især respekt for den andens situation. "Tanja er en dejlig pige, og vi griner, og jeg synes, det er skønt. Jeg er et menneske, der godt kan lide musik og dans og grin. Men jeg ved også, hun har en travl hverdag, der skal hænge sammen", siger Jarthe.

Tanja har i dagligdagen ikke mange muligheder for at tale grønlandsk, og når hun er sammen med Jarthe, giver det en følelse af at komme tilbage til rødderne:

Det er befriende, for jeg tænker anderledes, når jeg taler grønlandsk. Humoren er også anderledes, og grønlændere griner meget, men det er svært at sætte ord på vores form for humor


Ligesom Jarthe kender Tanjas hverdag, ved Tanja også hvilke vilkår, Jarthe har. Nogle gange bliver besøget måske lidt kortere, hvis Jarthe pludselig bliver træt. Lige nu virker Jarthe meget frisk ved tanken om Klub 94, der har 25 års jubilæum næste år. Hun stiftede nemlig klubben i 1994, og dét skal fejres med musik og sang. Og gode grin!