Laila Oraha – frivillig ildsjæl: ”Jeg skal bare hjælpe, hvor jeg kan”

Af Johanna Karlsson

Laila Oraha bidrager som frivillig i mange sammenhænge – både i lokalområdet i Bispehaven, hvor hun bor og andre steder i omegnen. Da Laila startede som frivillig tilbage i 2008, vidste hun ikke, hvad det betød at være frivillig, for hun kendte ikke til det. Hun blev introduceret til det frivillige arbejde af en ældre dame, hun havde mødt i Hasle kirke, som spurgte om de skulle være frivillige sammen, da der skulle åbnes en Danmission genbrugsbutik i Bazar Vest. Laila kunne se pointen ved at give sit bidrag for at hjælpe andre, og hun startede kort efter som frivillig i butikken.

Udover at være frivillig i Danmission kommer Laila ofte i Kvindehuset i Viby sammen med andre kvinder, og hun fortæller glædeligt om, hvordan hun slapper af og får det rigtig godt ved at mødre andre mennesker. En dag kom frivilligansvarlig, Ulla Lund, fra Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstads frivilligprogram ReThinkerne forbi Kvindehuset. Laila var hurtig til at melde sig som en af dem. Hun er fortsat tilknyttet Rethinker-programmet, og hjælper så meget hun kan: ”Jeg er rigtig rigtig rigtig glad for det. Når andre er glade – er jeg også glad. Mit andet hjem er Kulturhovedstad 2017.”

Laila fortæller om, hvor hun ellers er frivillig og begynder hurtigt at remse op: ”Kirkens Korshær, Frelsens Hær, FO-byen, Classic Race, Skole OL, Foodfestival, Klostercaféen, Hasle Kirke ….” Og hun kan blive ved. Det er vigtigt for hende at kunne bidrage, hvis hun ser nogen mangle noget. Selvom frivilligt arbejde kræver tid, kræfter, buskort og madpakke har Laila det godt med at hjælpe andre – og det bedste ved det er: ”når andre er glade, er jeg også glad.”

Forleden gjorde Laila en god gerning, som gjorde stort indtryk på hende. Hun har over den seneste tid indsamlet halstørklæder til hjemløse, og da hun havde samlet 10, gik hun ned og afleverede dem til de som sad ved Klostertorv i Aarhus midtby:

”De blev SÅ glade for dem, og så kom der endda en mand og gav mig et kram og sagde: Gud velsigne dig – det betyder så meget for mig at gøre sådan noget.”


Reaktioner som denne rører hende utroligt meget, og medvirker til, at hun endnu engang indsamler halstørklæder. Desuden betyder fællesskabet meget, og hun kommer ikke blot for at lave kaffe, men for fællesskabets skyld, og det er netop gennem frivilligt arbejde, at hun møder nye mennesker og får nye venner.

Det med at bidrage med at hjælpe andre i så mange sammenhænge, har hun fået med fra da hun var helt lille, hvor hun lærte af sin mor, at man skal hjælpe så meget, man kan. ”Når jeg hjælper, tænker jeg ikke over, hvor meget jeg skal have – jeg skal bare hjælpe, hvor jeg kan.”

Selvom hun bruger meget af sin tid på frivilligt arbejde, har hun også tid til sig selv og familien, da det også er betydningsfuldt for hende.