Samarbejdet mellem civilsamfund og kommuner vokser

Samarbejdet mellem civilsamfund og kommuner vokser

Center for Frivillig Social Arbejdes (CFSA) Frivilligrapport 2016-18 belyser blandt andet samskabelse mellem frivillige og kommuner. Rapporten viser at der i alle kommuner er mere samarbejde med foreninger end tidligere – og der foregår videndeling og dialog mellem kommuner og civilsamfundet.

CFSA har foretaget en kommuneundersøgelse som en del af Frivilligrapporten 2016-18. Undersøgelsen viser blandt andet, at samarbejdet mellem civilsamfundet og kommuner vokser. Der udover er kommuner blevet mere bevidste om hvad foreninger og frivilligheden kan bidrage med, som kommunerne ikke selv kan. Dette har ført til at kommunen har interesse i at skabe gode rammer og relationer, så de kan samarbejde med civilsamfundet om, at skabe bedre velfærd for alle. Netop dette er det ene af de to ben i Europæisk Frivillighovedstad, hvor det andet ben handler om at fejre frivilligheden i Danmark.

Et tiltag der har ændret rammerne, så det bliver lettere og mere tilgængeligt at være frivillig, er for eksempel regeringens lempelse af reglerne for ulønnet arbejde, så dagpenge- og efterlønsmodtagere får mulighed for at bruge flere timer på frivilligt arbejde.

Men frivilligområdet bærer også udfordringer med sig og fagforeninger holder et skarpt øje med, at de frivillige ikke bevæger sig ind på deres medlemmers felter – noget som de frivillige også selv er meget opmærksomme på. Balancen mellem frivilligt og betalt arbejde var også en af de problemstillinger, der blev taget op på stormødet den 23. september hvor Arven fra 2017s frivilligprogram blev drøftet.

ReThinkernes erfaringer fra 2017

For at lære af erfaringerne og få ført det bedste fra 2017s frivilligprogram videre ind i fremtiden, mødtes frivillige ReThinkere, kommunale embedsmænd, borgere og repræsentanter fra virksomheder og kultur-, uddannelses- og turistorganisationer – og der rejste sig spørgsmål som: Hvad bør vi tage med ind i fremtiden? Og hvilke udfordringer står vi overfor?

Vi har netop offentliggjort en rapport med hovedresultaterne fra dette stormøde, som du kan læse i sin fulde længde i den vedhæftede fil.

I rapporten kan du blandt andet læse om disse ni problemstillinger for fremtiden:

  • Hvordan findes balancen mellem frivilligt og betalt arbejde?
  • Hvad skal der til for at frivillige ReThinkere ønsker at fortsætte efter 2017?
  • Hvilken ny organisering kan tage over efter Aarhus 2017s frivilligprogram?
  • Hvordan kan vi organisere og finansiere fremtidens frivillige?
  • Hvad skal der til for at vi i fællesskab kan fortsætte kulturfrivillighed?
  • Hvordan gør vi det nemt og tilgængeligt at være frivillig i fremtiden?
  • Hvordan sikres det at alle frivillige føler sig som en del af Frivillighovedstad 2018?
  • Hvordan rekrutterer vi en ny frivilligkoordinator, der kan overtage efter Aarhus 2017?
  • Hvordan får vi flere handicappede som frivillige?

For hver problemstilling meldte der sig en tovholder, som påtog sig ansvaret for at arbejde videre med en løsning. Frivillighovedstad 2018s rolle vil være at støtte tovholderen med sparring og netværk.

(CFSA udgiver de samlede resultater fra kommuneundersøgelsen ultimo november 2017).

RAPPORT_Stormøde_arv_efter_aarhus2017